fbpx

Genbrug på en ny måde i Ry

Sammen med affaldsselskabet Renosyd har Nodo Arkitekter netop indviet en ny, unik genbrugsplads i den østjyske by Ry.

Den nye genbrugsplads, der er døbt Værdipark Ry, er på alle måder en ny måde at tænke affald og genbrug på. Målet har været at skabe en plads, der synliggør værdien af affaldet over for kunderne.

Nodo Arkitekter har både udviklet pladsens overordnede koncept, indretning og arkitektur samt stået for materialevalg, design og skiltning.

“Vi har arbejdet meget med brugeroplevelsen og flowet på pladsen, så det for kunderne er let at gennemskue, hvor de skal komme af med deres affald. Det betyder for eksempel en mere tydelig skiltning, pile på vejen og god plads,” fortæller arkitekt og projektleder fra Nodo Arkitekter, Tinne Søndergaard.

Fokus på kundeservice
Derudover har det været vigtigt at skabe en værdipark, hvor arkitekturen understøtter oplevelsen et imødekommende sted, hvor man som kunde har lyst til at blive.

”Med inspiration fra byparker har vi for eksempel lavet en række zoner med grønne bede, træer og bænke, der inviterer til ophold. Mandskabsbygningen midt på pladsen er beklædt med egetræsspån og har et overdækket opholdsområde, hvor kunderne kan få en kop kaffe og information om pladsen,” siger Tinne Søndergaard.



Bæredygtighed fra inderst til yderst
I tråd med tanken om affald som værdi har bæredygtighed været central i valget af materialer, og blandt de brugte elementer i bygningerne er blandt andet genbrugstræ, genbrugsfliser, grønne tage, solceller og LED-belysning. Kundetoilettet har for eksempel en mosaikvæg bestående af gamle fliseprøver.

”Helt ned til søm og skruer har vi kigget på den bæredygtige profil, da vi valgte materialer til pladsen og de to bygninger. Det har absolut ikke været let, men til gengæld er genbrugspladsen blevet bæredygtig fra inderst til yderst,” siger Tinne Søndergaard.

Glade kunder
Hos Renosyd, der ejes i fællesskab af Odder og Skanderborg Kommuner, er tilfredsheden stor med den nye Værdipark.

“Vi er lykkedes rigtigt godt med vores mål om at motivere til og vise genbrug i praksis, og vi får stor ros fra vores kunder. De synes, at det er nemt og intuitivt at finde rundt på pladsen, og de oplever genbrugsløsningerne som spændende og inspirerende,” fortæller Lotte Mørk, der er chef for drift og udvikling hos Renosyd.

Pile på vejen og tydelig skiltning skal give kunderne i Værdipark Ry en bedre brugeroplevelse.
Bæredygtighed og genbrugsmaterialer er en integreret del af den nye værdipark.
Fotos og visualisering: Nodo Arkitekter.