FÆLLESHUS TIL BOLIGOMRÅDE

Nodo Arkitekter har tegnet et skitseforslag til et fælleshus i et nyt boligområde i Østjylland. Visionen med fælleshuset er at skabe et socialt samlingspunkt for beboerne, så det aktive fællesskab blandt børn og voksne understøttes.

Det 430 kvadratmeter store fælleshus i to plan tænkes placeret centralt på et plateau i midten af boligområdet, så det er let at komme til for alle. Fælleshuset er formgivet som et længehus i træ med reference til jernalderens langhuse, som der er fundet flere af i området.

Træ giver varme og karakter
Bygningen er beklædt med listebeklædning udvendigt og træbeklædning indvendigt, hvilket giver varme og karakter til bygningen. Sorte vinduesrammer, dørplader og værn skaber en kontrast til de organiske materialer, så der trækkes en tråd fra fortiden til nutiden.

Store terrasser rundt om huset giver flot udsyn over det meste af området, og det skrånende terræn mod syd udnyttes til at skabe masser af opholds- og siddemuligheder på den sydvendte terrasse.

Dobbelt højde i opholdsrum
Indenfor er husets hjerte et stort opholdsrum med dobbelt højde og et flot kig mod syd gennem den åbne gavl. Opholdsrummet har forbindelse til et åbent dæk på første sal, hvorfra en gangbro gør det muligt at kigge ned i stueetagen.

Fælleshuset orienterer sig i syd-nordgående retning, hvilket styrer kigget indefra og ud af hensyn til de omkringliggende boliger. Det indkommende sollys styres af store udhæng, og begrønning og volde hindrer gener fra billygter.

Bygningen er indrettet med fleksible mobilvægge, som understøtter alle former for aktiviteter lige fra spiseaftener til børnefødselsdage. Huset har desuden et stort køkken med caféområde og mange depotnicher.

ØSTJYLLAND | FÆLLESHUS TIL BOLIGOMRÅDE ERHVERV