Stor ros til udvidet kultur- og idrætscenter
”Brugerne er utroligt glade for ombygningen, og den ombyggede hal vil helt sikkert styrke idrætslivet i Hadsten.”
Sådan siger formand René Jensen fra foreningen HKIC om en ny hal, café og foyer, som netop er taget i brug i kultur- og idrætscentret Hadsten Hallen nord for Aarhus. Byggeriet er tegnet af Nodo Arkitekter, og HKIC er paraplyorganisation for en række af Hadstens idrætsforeninger.
Som led i projektet er hallens café blevet tre gange så stor og en naturlig del af aktiviteterne i og omkring hallen. En ny foyer giver samtidig bedre adgang til centrets haller og gymnastiksale.
”Med ombygningen er der kommet en langt større integration mellem haller og gymnastiksale, og centret hænger nu sammen som en helhed. Det nye indgangsparti binder centrets dele perfekt sammen, og den nye hal, café og foyer har givet et stort løft, som brugerne uden undtagelse sætter stor pris på,” siger René Jensen.
Superpositivt samarbejde
Nodo Arkitekter har været med i hele processen fra start til slut, og der er kun ros til arkitekterne fra den østjyske idrætsformand.
”Samarbejdet med Nodo Arkitekter har været superpositivt, og vi er blevet inddraget langt mere, end jeg havde forventet. Arkitekterne har været lydhøre over for vores ønsker, hvilket har givet os et stort ejerskab for den nye hal. Samtidig har de været gode til at se arkitektoniske muligheder, som vi ikke selv havde overvejet på forhånd. Nodo Arkitekter har kort og godt været professionelle hele vejen igennem,” siger René Jensen.
Den nye hal er på 1.040 kvadratmeter, og det nye café- og foyerområde er på i alt 440 kvadratmeter. Derudover har hallen også fået en ny opholds- og opvarmningsgang, en ny fordelingsgang og et nyt køkken. HKIC er paraplyorganisation for foreningerne HSK, Hadsten Idrætskreds, HIF og Hadsten Badminton.
Leave a Reply