Nodo Arkitekter var arkitekt og bygherrerådgiver, da hotel- og konferencecentret Skanderborg Park i 2015 skulle udvide kapaciteten af hotellet og restauranten. Ifølge direktør Søren Laursen fra Finanssektorens Uddannelsescenter, der ejer hotellet, var der ingen tvivl om valget af samarbejdspartner.

”Nodo Arkitekter kom med noget helt nyt, som ikke havde indgået i vores oprindelige tanker med projektet. Forslaget var så gennemarbejdet, at beslutningsprocessen var meget kort. Visualiseringerne var enormt overbevisende og professionelle, og arkitekterne var gode til at tænke hele vejen rundt omkring pris, kvalitet og anvendelighed, så vi fik det ideelle projekt til vores behov” fortæller Søren Laursen.
Udbygningen af Skanderborg Park indebar opførelse af ny restaurant, to nye mødelokaler og ni nye dobbeltværelser. Udover at tegne tilbygningen har Nodo Arkitekter fungeret som bygherrerådgiver gennem hele processen frem til afleveringen.