TINY HOUSE I TRÆKRONERNE

På en fantastisk naturgrund i det stejle landskab ved Mariager Fjord, har vi hos Nodo Arkitekter tegnet et Tiny House placeret på pæle mellem trækronerne. Huset er strategisk placeret på toppen af en skovdækket bakkeside omkranset af områdets store træer, således der skabes rammerne for det enkle liv i pagt med naturen. Ligeledes er huset designet med udgangspunkt i et nænsomt og minimalt et fysisk aftryk på landskabet, ligesom træhuset i sin konstruktion og materialitet er valgt med hensyn til bæredygtighed og stedkendte materialer. Boligens omdrejningspunkt er et stort fællesrum med åben adgang til en hævet terrasse, samt en uspoleret udsigt over trækronerne på bakkesiden.