fbpx

Udvidelse af traditionsrig Aarhus-skole i fuld gang

Håndværkerne arbejder på livet løs på den aarhusianske Elise Smiths Skole, der med en historie tilbage til 1824 er en af landets ældste fungerende privatskoler.

Opgaven er blandt andet at give den traditionsrige skole en ny tagetage over gymnastiksalen, og bag projektet står Nodo Arkitekter, der har været i tæt dialog med kommunens stadsarkitekt om udvidelsen.

Den nye tagetage kommer til at rumme en bevægelsessal med plads til 150 elever. Rummets store vinduer skaber et lyst og venligt rum, hvorfra man har et fint kig ud over byens Øgade-kvarter. Etagen får sit eget trappe-og elevatortårn, som forbinder den nye etage med resten af skolen via en gangbro.

Den nye tagetage bygges med moderne materialer, som samtidig understøtter sammenhængen til resten af skolen. Der anvendes blandt andet mørkegrå teglspån på facaderne, patineret zink som indramning og afslutning mod vinduerne og mørk listebeklædning som solafskærmning på trappetårnet.

Nodo Arkitekter har udformet skitseprojektet til udvidelsen og står derudover for myndighedsprojekt, detail- og udbudsprojekt, kontrahering med hovedentreprenør. Projektet forventes færdigt i starten af 2021.