fbpx

Shop-in-shop-koncept skal løfte nyt produktbrand for Botex

Nodo Arkitekter står bag et nyt shop-in-shop-koncept til den danske gardinkæde Botex, der har mere end 30 butikker landet over. Konceptet skal løfte salget af kædens nye produktbrand Botex Highline, som fremover forventes at stå for en voksende del af kædens omsætning.

Shop-in-shop-konceptet består af en modulopdelt reol, der inspirerer kunderne til at udforske seriens produkter og variationsmuligheder. Reolen gør det blandt andet muligt at opleve de ni overordnede gardintyper i flere belysninger, ligesom det er muligt at se og kombinere de forskellige stofkvaliteter og ophængstyper.

”Med konceptet kan kunderne opleve produkterne på en inspirerende måde, som gør det let for dem at træffe det rette valg. Reolen har en høj kvalitet og et eksklusivt look, som matcher kvaliteten af produkterne, og de mange designmæssige detaljer skaber en høj lækkerhedsfaktor. For eksempel kan vi simulere lys fra begge sider af gardinet, hvilket er en stor fordel,” siger kædedirektør Erik Vinther fra Botex.

Særdeles tilfredse
Shop-in-shop-konceptet er indtil videre implementeret i 19 butikker, og den moduldelte opbygning gør, at konceptet kan skræddersyes til den konkrete butik. Fra Botex’ side er der stor tilfredshed med samarbejdet, som har strakt sig fra en indledende kundeanalyse og udformning af skitseprojekt til valg af leverandør. 

”Vi er særdeles tilfredse med resultatet, og det færdige udtryk er fuldstændigt, som vi havde ønsket. Nodo Arkitekter har givet god sparring og bidraget med masser af kreative indspark, og det har været en god proces hele vejen. Det er også tydeligt, at Nodo Arkitekter er vant til at tænke i kommercielle løsninger. Der er ingen tvivl om, at konceptet vil sætte turbo på salget af Botex Highline i fremtiden,” siger Erik Vinther