
Aarhusianske Nodo Arkitekter står bag det nye boligområde Langvad Bakker vest for Aarhus, der ligger i et naturskønt område ved Låsby, helt tæt ved byens kirke og kro.
Området, der kommer til at rumme 250 boliger, bygges i etaper, og nu er udviklingen af lokalplanen for første etape netop sat i gang.
Første etape rummer to boligområder på i alt omkring 20 hektarer med plads til ca. 50 boliger fordelt på parcelhusgrunde, kompaktvillaer og række-kædehuse.
Nodo Arkitekter har udviklet masterplanen i samarbejde med Skanderborg Kommune for familierne Just og Pedersen, der begge har mangeårige rødder i området.
Lokalplanen forventes færdig i andet halvår af 2021, og ud over boligområderne vil Langvad Bakker rumme et stort grønt fællesområde på 13 hektarer samt et område med plads til etablering af en ny daginstitution.
Læs mere om boligområdet herunder og på boligområdets egen hjemmeside.




