
Nodo Arkitekter har tegnet planen for en del af et nyt boligområde med 109 boliger, der er på vej i den lille by Sejling nord for Silkeborg. Det kuperede område ligger på en vestvendt skråning, og mange af boligerne får flot udsigt til en sø nederst i området.
Det knap 8 hektar store område består p.t. af landbrugsjord, og Nodo Arkitekter har stået for disponering og udvikling af 35 villagrunde i den østlige ende af området. Nodo Arkitekter har desuden rådgivet bygherren om myndighedsbehandling og lokalplanprocessen.
”Villaerne kommer til at ligge smukt med søudsigt og grønne omgivelser, og der er kun få minutters kørsel ind til centrum af Silkeborg. Samtidig er der mulighed for at etablere gode stiforbindelser fra boligområdet, så det bliver trygt for børnene at gå eller cykle i skole,” siger projektleder Louise Balle fra Nodo Arkitekter.
Bag projektet står den private jordejer Frank Bengtsson fra Virklund. Udover de 35 villaer får boligområdet 59 rækkehuse og 15 almene boliger, som opføres af henholdsvis Birch Ejendomme og Silkeborg Boligselskab.