Grøn oase tager form i Odder

Som en grøn oase er boligområdet Præstelunden ved at tage form i det sydlige Odder, hvor salget af områdets tredje etape med 32 nye byggegrunde netop er skudt i gang.

Det naturskønne boligområde er udviklet af Nodo Arkitekter, der med afsæt i lokalplanens rammer står for udformningen af byggegrundene, vejføringer, beplantning og belysning langs veje og stier.

Nærhed til naturen
Udstykningen er opdelt i mindre og trygge enheder af lukkede boligveje, som danner en perfekt ramme om familieliv og fællesskab. Visionen har været at skabe et område, hvor alle boliger har nærhed til naturen, og hvor alle grunde er lige attraktive uanset størrelse og placering.

Byggegrundene er på 750-1.400 kvadratmeter, og områdets første to etaper med henholdsvis 19 og 33 grunde er næsten udsolgt. Projektet er et samarbejde mellem Nodo Arkitekter, Sparekassen Kronjylland og Nybolig.

Et grønt udtryk
Præstelunden er bygget op om 11 grønne kiler, der sammen med en lille allé og den omkringliggende skov giver det bynære boligområde et grønt udtryk. Som led i udviklingen er etableret to regnvandsbassiner, der som sammenhængende søer inviterer til rekreative udfoldelser i midten af området.

To nyetablerede broer giver en direkte forbindelse over Rævs Å fra Præstelunden til skoven, hvilket bringer naturen helt tæt på bebyggelsen. Et stisystem forbinder desuden området med den offentlige cykelsti, hvilket gør det nemt at komme til skole, indkøb og byens nye letbane mod Aarhus.

Nodo bag designlinje
Udover selve udviklingen af området står Nodo Arkitekter for Præstelundens designlinje i form af logo, skilte, hjemmeside samt udstykningens navn. Målet har været at skabe en grafisk identitet, som understøtter boligområdets grønne udtryk.

Læs mere om Præstelunden her.