NYT BOLIGOMRÅDE I RY

Nodo Arkitekter har for Ry Bytorv A/S tegnet et forslag til, hvordan den østjyske bys bytorv kan se ud i fremtiden. Forslaget viser, hvordan torvet kan omdannes til et attraktivt boligområde med fem punkthuse, grønne arealer, stiforbindelser, beplantning og parkeringspladser.

Punkthusene er på tre og fire etager og får 57 lejligheder, der alle får en central beliggenhed tæt på byens kulturliv, handel og offentlig transport. Området vil videreføre det eksisterende bytorv og forbinde Rys midtby med byen nord for torvet.

Åben bebyggelse
I forslaget lægges der vægt på, at punkthusenes placering giver oplevelsen af en åben bebyggelse med et godt kig mellem husene, når man bevæger sig langs torvet. Punkthusene vil med deres højde og placering være med til at fortætte bymidten og bygge videre på oplevelsen af Ry Bytorv som byens midtpunkt.

Husene er placeret, så alle lejligheder ligger optimalt i forhold til solen. Lejlighederne har alle store altaner, de øverste med udsigt over Rys bymidte. I forslaget lægges der op til over 80 parkeringspladser fordelt ligeligt over hele området, så de er tilgængelige for alle områdets beboere.

Der skabes forbindelse for cyklister og gående fra det eksisterende torv til Bytorvets øvre niveau. En række forskudte, grønne bede med træer vil desuden forstærke oplevelsen af området som et grønt uderum.

BY & LANDSKAB